onsdag den 21. januar 2009

Ken Follett: Uendelig verden

Romanen er en selvstændig fortsættelse af "Jordens søjler" og foregår ca. 150 år senere. Handlingen udspiller sig omkring et kloster i den fiktive engelske by Kingsbridge i 1300-tallet, en periode præget af krig mellem England og Frankrig, pesten, som dræbte et utal af mennesker og hekseafbrændinger.


Vi følger romanens 4 hovedpersoner fra de er børn og til de bliver gamle. På trods af deres store forskelligheder i temperament, stand og drømme, væver deres skæbner sig sammen med hinanden og med klosterets personer og virke.

Prioren i dette kloster er en konservativ mand, som ikke kan indse, at udvikling og fremskridt er noget at bekymre sig om - især ikke hvis det betyder, at byens folk får mere indflydelse. Kingsbridges hovedhandel består af uldmarkedet, men det er i skarp konkurrence med andre byer og er helt afhængig af en bro over floden. En bro som klosteret ejer.

Merthin og Ralph er to af hovedpersonerne. De er sønner af Sir Gerald, som mister al ejendom og må flytte ind på klosteret. Det er en meget ydmygende situation og han ønsker derfor at få genrejsning af familieæren gennem sine sønner. Det er Ralph, den yngste bror, helt med på. Det eneste han ønsker er at blive ridder og få magt til at tage for sig af rigdomme, kvinder med mere - præcis som han mener, han har ret til. Brutal fyr.

Merthin er noget anderledes. Han uddanner sig som tømmer og vinder respekt ved at bygge en bedre bro over floden, da den gamle kollapser. Han fornemmer, hvad fremtiden kan byde på og forstår at gøre brug af den indsigt. Han drømmer om at blive til noget.

Gwenda en tredje hovedperson. Hun er datter af Joby, som har valgt tyveri som sin levevej og skyer ingen midler for at skaffe sig en "indtægt". Bl.a. oplærer han Gwenda i faget og sælger hende sågar på et tidspunkt som var hun en ko. Hun er dog en hårdtarbejdende kvinde med en jernvilje og hjertet rette sted. Hun ved, hvad hun vil.

Caris er den sidste hovedperson. Hun kommer fra bedre kår end Gwenda, idet hun er datter af byens oldermand Edmund Wooler. Hun er, hvad man i dag ville kalde feminist. Hun sætter stor pris på uafhængighed og er i sin tankegang og handlinger langt længere fremme end sine medborgere. Hun er med til at føre byen ind i fremtiden.

De 4 hovedpersoner mødes tilfældig som børn ved en brutal begivenhed og deres livstråde spinder sig derefter ind i hinanden gennem de næste ca. 30 år.

Det er en spændende og handlingsfyldt roman, som man har svært ved at slippe igen. At den er på over 1000 sider betyder ikke noget - faktisk vil man gerne, efter sidste side, vide mere!

Jeg har tidligere læst "Jordens søjler", som jeg også fandt umådelig spændende og selvom "Uendelig verden" er en efterfølger, er det to selvstændige romaner, som sagtens kan læses hver for sig.



4 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg synes, det er meget spændende, hvad du fortæller! Jeg holder meget af historiske romaner og at blive klogere på, hvordan livet blev levet tidligere.
Så det er rent guf for mig :-)

Emmaline sagde ...

Madame - Vi har samme smag, jeg holder også af romaner med historisk islæt, så man kan blive klogere på, hvordan mennesker levede engang. Jeg vidste f.eks. ikke så meget om 1300-tallet og slet ikke i England...

Bettys blog sagde ...

Jeg er i gang med Jordens Søjler. Den er spændende og velskrevet

Emmaline sagde ...

Betty - Jordens søjler var rigtig god og derfor måtte jeg bare læse Uendelig verden - den skulle du prøve bagefter ;-)

Send en kommentar